Fortsæt til indhold

Sender erstatningskrav på 400.000 kr. mod politiker

Oversvømmede dræn ødelægger høsten for Søren Vestergaard, der nu pudser en advokat på udvalgsformand i Egedal

Krimi
Af Mette B. Sørensen

“Jeg vil ikke finde mig i det længere.”
Sådan lyder ordene fra landmand Søren Vestergaard fra Knardrup, der nu sender en kravskrivelse på 400-500.000 kr. af sted mod formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune, Peter Hansen (SF).
Årsagen er, at Søren Vestergaard har måttet opgive at høste sit græs på et areal, der ligger nær ved Bunds Å, fordi drænene ligger under vand. Og det sker, ifølge landmanden, fordi Egedal Kommune er for dårlige til at rense Værebro Å, som Bunds Å munder ud i.
“Det er ikke nok at sejle rundt med en båd og klippe lidt grøde og sige, at regulativet bliver overholdt. Det er muligt, man overholder regulativet, men så passer regulativet ikke til den mængde vand, der skal føres væk. Gå nu ud og se på virkeligheden. Naturen er jo et synligt eksempel på det, den dør på grund af alt den oversvømmelse,” siger Søren Vestergaard og peger i retning af nogle visne træer ved vandløbet.
“Og i det selv samme regulativ står jo rent faktisk at størstedelen af vandoplandet til Værebro Å er særlig værdifuldt landsbrugsområde, som der skal tages hensyn til, men der bliver intet hensyn taget. Det bliver bare mere og mere vådt,” siger landmanden.

Græs og jord går ikke

Problemet for Søren Vestergaard er, at området hvorpå hans græs står, er så vådt, at hans traktor laver dybe spor i marken, og at jorden bliver revet med op, når Søren Vestergaard forsøger at høste det, og dermed blandes der jord i græsset.
“Hvis du får jord pakket med ind i græsset, så kommer der bakterier fra jorden med. Når du så pakker det ind plastik, så ødelægges foderet - i stedet for at det konserveres, så går det i forrådnelse,” forklarer Søren Vestergaard.
Nu har vi jo også haft nogle dage med regn, hvorfor venter du ikke med at høste til vejret bliver lidt bedre?
“Det er jo ikke store mængder regn, der er kommet. Vi får fem og ti millimeter her og der, sådan en afgrøde som den her suger minimum 5 millimeter om dagen. Vi har måske fået 20 millimeter på en uge. Det er jo ingenting. For pokker, vi skal forberede os på skybruds-problematikker, hvis vi ikke engang kan føre 20 millimeter væk på en uge, uden at alle drænene ligger under vand, hvor er vi så henne? Det bliver simpelthen nødt til at stoppe nu.”

Peter Hansen er helt rolig

Politikeren, der står som modtager på kravskrivelsen, tager nyheden om det kommende brev med ro.
“Det er fint, han (Søren Vestergaard Red.) rejser sagen, men der er i politisk sammenhæng ikke noget personansvar. Hvis jeg havde været personligt ansvarlig, så var jeg jo diktator. Nu er det sådan, at vi lever i et demokrati, og derfor er det at skyde gråspurve med kanoner,” siger Peter Hansen, der på ingen måde er chokeret over den kommende kravskrivelse.
“Jeg er da lige så beklagelig overfor situationen, som Søren er, men det er ikke noget, jeg har kunnet gøre hverken fra eller til ved. Det er en problemstilling, der har kørt de sidste 10-15 år.”
Kan du følge landmandens frustration?

“Ja, det kan jeg da sagtens, det er da frygtelig frustrerende. Men der er jo naturens gang. Søren mener, at det er manglende oprensning, der er skyld i problemet, men en af forklaringerne er, at de klimaforandringer, vi er udsat for, er meget alvorlige. En anden forklaring er, at vi befæster vores arealer mere og mere, og der er derfor mindre arealer til at tage imod vandet. Vi prøver som samfund at gribe ind, og f.eks. investere i forsinkelsesbassiner, men vi kan ikke fuldstændig klare den situation, og det er da frygtelig ærgerligt. Desuden er der ikke noget særligt fald på Værebro Å, så vandet løber også baglæns af og til. Der er så mange forklaringer, der væver sig ind i hinanden, der er ikke nogen egentlig sandhed.”
Peter Hansen påpeger desuden, at kommunen ikke bare kan handle fuldstændig frit:
“Initiativer omkring Værebro Å og alle andre åer i området er underlagt regler fra Miljøministeriet, og Miljøministeriet styrer området via direktiver. På baggrund af de direktiver skal kommunen vedtage regulativer,” lyder det således fra udvalgsformanden.