Fortsæt til indhold

”Han belejrede mig”

Mette Holm er vokset op i Taarbæk, hvor hun bor sammen med Mogens Lykketoft. Men lige nu bor parret i New York, hvor han er FN-formand det næste år

Krimi
Af Grete Hansen

Mette Holm har lige været et smut i Danmark fra New York for at være ordstyrer på Folketingets Mongoliet-konference. En konference med en status på, hvordan det er gået med demokratiseringen i de 25 år.
Hun er gift med Mogens Lykketoft, der i september tiltrådte som formand for FN, så parret har lagt Taarbæk bag sig i et år for at bo i New York .
Mette Holm er datter af en thailandsk far og en dansk mor, og hun er vokset op i Taarbæk med en lillebror og storesøster.
”Mine forældre drev restaurant Patricia, der også var pensionat," fortæller Mette Holm.
Her kom folk fra Taarbæk og spiste i pension, også selv om de ikke boede der. Og der kom folk fra Vedbæk og Rungsted for at få en drink og en middag.
”I dag bor Karen Ellemann (Social- og indenrigsminister_red.) og hendes mand i huset,” fortæller Mette Holm.
Forældrene boede der i 30 år.
Mette flyttede hjemmefra i 1972 og flyttede tilbage til Taarbæk i 1999.

Rejsende journalist

Hun begyndte sin uddannelse med at læse antropologi og fik et udvekslingsstipendium til Kina.
”Jeg blev fascineret af Kina. Antropologer er kloge og udveksler viden, men jeg tænkte, at det her var for vigtigt til kun at fortælle de indviede. Journalistik er en bedre måde at formidle på,” siger hun.
Så Mette Holm tog den fire-årige journalistuddannelse. Hun blev korrespondent i Asien for JP og boede i Hong Kong i seks år, hvorfra hun rejste ud og beskrev begivenhederne. Hun kom til Danmark igen i 1997 og fortsatte med at rejse, men nu med bopæl i Danmark.

I New York skal Mette Holm både arbejde med sit eget og være repræsentativ. Foto:Grete Hansen

Mette mødte Mogens

Og så må man jo lige spørge, hvordan hun mødte Mogens Lykketoft.
"Jeg mødte Mogens i 1993 i Beijing, da jeg var korrespondent for JP, og han var finansminister. Vi var begge gift til anden side, men vi blev gode venner. Efter mange år var vi begge ikke længere gift."
Og om den tid fortæller hun: ”Han belejrede mig og meldte sig ind i min kajakklub, hvor jeg tilbragte megen tid.”
Mette boede i Taarbæk, og det havde hun ikke tænkt sig at lave om på.
Så havemøblerne blev flyttet over hegnet til et større hus, hvor parret flyttede ind. Flytningen foregik med trækvogn.
De blev gift i 2005.
Og det med kajak holder.
”Vi er glade for at dyrke turkajak sammen. Det savner vi i New York,” siger hun.

Forsker og kone

Parret er flyttet til New York, og Mette Holm fortsætter med ordstyrerjob. Derudover er hun tilknyttet som forsker til Columbia University og skal være vejleder for master-elever.
”Det er rart at have noget selv”, siger hun.
”Men selvfølgelig følger der også en del med at være FN-formandens kone. Blandt andet skal jeg ledsage Paven i to minutter,” fortæller hun.
Og viser smilende sine flotte negle med ekstra holdbar lak. For hun skal direkte tilbage til New York og i det fine tøj.
”Jeg har altid rejst til Asien. Nu er det spændende at opleve New York," slutter hun.
METTE HOLM
Journalist og foredragsholder
61 år
Læste oprindeligt antropologi
Speciale i Kina og de omkringliggende lande.
Arbejdet for bl.a Ritzau, JP, TV-Avisen og Nyhederne.
Siden 1991 Kina-medarbejder på P1 Orientering.
Bl.a. interviewet Aung San Suu Kyi og Dalai Lama
Forfatter til flere bøger om Asien
Sammen med Mogens Lykketoft har hun skrevet bøgerne ”Kina Drager” og ” Burma/Myanmar”.