Mand kørte kvinde ned med vilje
Politiet vurderede 32-årig mand til at være uligevægtig
En 32-årig mand blev onsdag morgen bragt til Psykiatrisk Psykiatrisk Sygehus i Hillerød, efter han havde kørt en kvinde ned, kørt ind i en bil og forsøgt at tage en bil.
Episoderne begyndte klokken 7.18 onsdag morgen i Nejlinge i udkanten af Helsinge på Hvidkærvej. Her kørte manden først en kvinde ned på cykel, der endte med brækkede riben og en punkteret lunge.
"Vi har ikke noget indtryk af, at de to kendte hinanden på forhånd," siger politikommissær Morten Risager fra Nordsjællands Politi.
Efter at have kørt kvinden ned, fortsatte manden. Og to minutter senere kørte han ifølge døgnrapporten ind i en kvindelig bilist med høj hastighed flere gange. På Valbyvej tildelte han en kvinde otte-ti slag i ansigtet og rev hende i håret, angiveligt fordi han ville have kvindens bil.
Det var på Valbyvej, at manden blev anholdt og bragt til psykiatrisk afdeling i Hillerød.
"Han blev skønnet så uligevægtig, at han blev bragt dertil. Vi har ikke kunne undersøge de nærmere omstændigheder og har ikke kunnet afhøre manden eller de andre endnu," siger Morten Risager.
Manden har fået taget blodprøver for at finde ud af, om han var påvirket af alkohol eller andet.