Bilforhandler "sendte" biler til udlandet - men så kom SKAT forbi
Bilforhandler dømt for at snyde SKAT i eksportsag
En bilforhandler fra Hørsholm-området indberettede i første halvår af 2011 til SKAT, at forretningen havde eksporteret seks biler til udlandet.
Derfor søgte bilforhandleren om eksportgodtgørelse hos SKAT og fik på den baggrund udbetalt omkring 170.000 kroner.
Problemet var bare, at bilerne stadig stod hos forhandleren, da SKAT aflagde et kontrolbesøg hen på efteråret.
Derfor måtte ejeren af bilforretningen forleden en tur i Retten i Helsingør, hvor han var sigtet for at overtræde paragraf 27 i registreringsafgiftsloven.
Ifølge retsbogen fra sagen nægtede ejeren sig skyldig og forklarede, at det var en salgschef, der havde udfyldt certifikaterne til eksportgodtgørelsen.
Imidlertid understregede dommeren i sin afgørelse, at det var ejerens pligt at sørge for dokumentation for eksporten samt at korrigere det over for myndighederne, hvis eksporten ikke havde fundet sted.
Dommeren mente derfor, at ejeren havde forsæt til unddragelse af oplysninger, og han blev derfor dømt skyldig i
sagen.
Læs også: 10 biler sat i brand hos SKAT - p-plads ligner en krigszone
Manden fik dog rabat på sin bøde på grund af lang sagsbehandlingstid hos politiet, hvorved straffen endte på en bøde på 30.000 kroner.