Badevandet er koldt
Meget tyder på, at sommervejret for alvor er på vej til Danmark, og med temperaturer på op til 30 grader i denne uge er der gode muligheder for at snuppe en dukkert i bølgerne.
Men pas på! Badevandet er stadig køligt for årstiden, lyder advarlsen fra TrygFondens Kystlivredning. Vandet i eksempelvis Furesøen var tirsdag formiddag sølle 15 grader.
Livredderne opfordrer derfor badegæsterne til at passe på nedkøling og kramper, hvis man opholder sig i vandet i lang tid, og til at vælge en strand, hvor der er livreddere til at holde et ekstra vågent øje.
"Når du bader i koldt vand, fungerer dine muskler ringere, dit åndedræt besværes, og dit overblik mindskes – du opnår altså en dårligere svømmefærdighed end normalt, og det er her faremomentet ligger. Jeg vil derfor opfordre alle til at bade, hvor der er livreddere, tage kortere ture i vandet, og gå forsigtigt i vandet, så kroppen og åndedrættet vænner sig til temperaturen", siger Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.
"Livredderne markerer deres primære zone, hvor de holder ekstra øje, med rød-gule flag i vandkanten. Så hvis man svømmer mellem flagene og holder sig i vandkanten, hvis man ikke kan svømme, så undgår man at bringe sig selv i situationer, der kan være farlige", tilføjer Anders Myrhøj.
Livreddertårnet ved Furesøbad er bemandet hver dag fra klokken 11 til 19.
mw