Fortsæt til indhold

Par må ikke adoptere på grund af tarmsygdom

Selvom en lægeerklæring melder om god prognose, har Rune og Ditte Sommer fra Jelling fået afslag som adoptanter

Krimi
Af Jacob Hove

”Det giver ingen mening.”
Sådan siger Ditte Sommer om det afslag, som Statsforvaltningen den 30. juni gav hende og hendes mand Rune Sommer på deres ansøgning om godkendelse som adoptanter.
Rune lider af den kroniske tarmsygdom Crohn's, og det er adoptionsrådets vurdering, at der på grund af den sygdom ikke er ”tiltrækkelig sikkerhed for et gunstigt adoptionsforløb.”

Speciallægeerklæring

Da Rune og Ditte, der har været gift i seks år og bor i et parcelhus i Jelling, sendte deres ansøgning, medsendte de ellers en speciallægeerklæring, som adoptionsamsrådet havde anmodet om. I den fremgår det, at Runes prognose for de kommende 20 år ”er god” og overlægen vurderer, at Rune vil have ”fortsat stor arbejdsevne og livskvalitet.”
”Jeg kender mange med sygdommen, som er meget påvirket af den, og jeg kan godt forstå, at det i deres tilfælde måske ville være rigtig hårdt at skulle være adoptanter,” siger Rune, der fortæller, at nogle personer ramt af Crohn's bliver meget trætte af sygdommen og kan være nødsaget til derfor at arbejde på halv tid.
”Men du er jo ikke så hårdt ramt,” siger Ditte.
Både Ditte og Rune har fuldtidsarbejde som lærere på henholdsvis Hedensted Skole og Bredagerskolen, hvor Rune efter eget udsagn og ifølge speciallægeerklæringen næsten intet sygefravær har.
Derudover sørger Rune for at være meget aktiv med forskellige sportsgrene, og han fremtræder ifølge speciallægeerklæringen sund og rask.

Bedre end børnehjem

Det er ikke kun adoptionssamrådets afgørelse, som ifølge Ditte ikke giver nogen mening. Hun undrer sig over, at det for par skal være så svært at adoptere, fordi den ene part har en kronisk sygdom, mens hun, hvis hun altså var alene, kunne få fertilitetsbehandling betalt af staten og på den måde blive alenemor. Og det undrer ligeledes Ditte, at man giver tilskud til fertilitetsbehandling til par og til alenemødre - uden at spørge ind til sygdom - men når man så gerne vil adoptere, så er sygdom pludselig et problem.
”Jeg er overbevist om, at et barn ville have det bedre her end på et børnehjem,” siger hun.

Klager

Parret har nu seks måneder til at klage over afgørelsen, og det har de i den grad tænkt sig at gøre.
”Vi skal give den gas. Alt skytset skal frem,” siger Ditte, der både vil have en jurist eller advokat og en speciallæge på sidelinjen, når parret klager over adoptionssamrådets afgørelse.
”Vi har tænkt os at fortsætte med at kæmpe,” siger Rune Sommer, der fik konstateret Crohn's, da han var 14 år gammel og derfor efter eget udsagn er ”rutineret i at kæmpe”.
Ca. 20.000 i Danmark lever med Crohn's. Typiske gener er mavesmerter samt diarré med eller uden blod. Andre symptomer kan være manglende appetit, kvalme, opkastninger og vægttab.