Overfald, tyverier og angreb på brandbil
10.000 unge besøgte Ulvedalene fredag 14. august. Trods politi, SSP-gadeteams, Natteravnene og Naturstyrelsen var til stede, kostede arrangementet stadig et overfald, anholdelser og en mindre brand
Traditionen tro samlede unge gymnasieelever sig i Ulvedalen fredag 14. august.
Ifølge Naturstyrelsen kom 10.000 unge forbi, hvor også 20 betjente, SSP-gadeteams, Natteravnene og Naturstyrelsen var mødt op.
Og der blev brug for politiets assistance, da brandvæsnet kl. 21.40 blev tilkaldt til en mindre naturbrand, hvor der var sat ild til en træstamme.
Da redningskøretøjerne kørte ind i Dyrehaven, blev de ifølge Nordsjællands Politi mødt med sten, træpinde og øldåser. Politiet blev derfor tilkaldt, så brandvæsnet kunne slukke bålet i fred.
“Vi har aldrig før prøvet at blive angrebet. Måske var det et øjebliks kådhed. Efter branden var slukket, valgte vi at køre en anden vej ud af Dyrehaven, hvis nu flere fandt vores redningskøretøj provokerende”, siger Rasmus Storgård, beredskabschef i Beredskab Øst.
Sparket og slået
Tidligere på aftenen kl. 20 blev en 17-årig dreng fra København overfaldet med slag og spark af fem drenge, som stjal hans rygsæk med en computer og en mobiltelefon i. Ifølge drengens signalement havde fire af drengene et somalisk udseende og den sidste et mellemøstligt. Politikommissær på Station Syd, Erik Skriver, var indsatsleder i Ulvedalene, og havde spot på flere grupper.
“Der er ingen tvivl om, at arrangementet kan tiltrække folk, som i mørket udser sig lette ofre. Men indtil videre har vi i forhold til sidste år ikke lige så mange anmeldelser af tyverier og overfald. For fire år siden havde vi langt flere problemer, da arrangementet eskalerede i omtale på især Facebook og medførte til overfald og ballade. Dengang var vi ikke forberedt på at løfte opgaven, men det har vi fået styr på nu og er tilfredse med vores indsats i fredags”, siger han.
Ejerne af 6-7 lydanlæg blev bedt om at lukke ned, mens to lydanlæg blev beslaglagt. Aftenen krævede også anholdelser af to drenge for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
“Vi havde mange problemer på Klampenborg Station, hvor flere unge hoppede rundt på skinnerne, mens togene ikke kunne lukkes, fordi de var så overfyldte”, siger Erik Skriver.
Steen Bjarke Hansen, Skovfoged i Naturstyrelsen i Hovedstaden er også tilfreds med samarbejdet med politi, SSP og Natteravnene.
“Vi er opmærksomme på, at naturbeskyttelsesloven bliver håndhævet og får lukket ned for alle anlæg, hvilket også er med til at holde festen nede, så den ikke udvikler sig uhæmmet, som vi har oplevet for nogle år siden”, siger han.
Dagen derpå
Det brede samarbejde ændrer dog ikke på det store oprydningsarbejde efter 10.000 mennesker har lagt vejen forbi Ulvedalene. Otte medarbejdere fra Naturstyrelsen mødte op dagen efter, hvor de fik selskab af oprydningshold fra omegnsgymnasierne.
“Vi fik ryddet op fra kl. 8-16, hvor vi fik klaret 80-90 procent. De unge skal have ros for at tage dåser med, så der ikke lå store mængder knust glas. Men først efter 100 mandetimer lignede Ulvedalene sig selv mandag eftermiddag”, siger Steen Bjarke Hansen.