Fortsæt til indhold

Mænd risikerer op til 6 års fængsel

Fire mænd risikerer op til seks år fængsel for organiseret miljøkriminalitet og for blandt andet at dumpe flere hundrede tons byggeaffald fra nedrevet kirke i Hørsholm

Krimi
Morten Timm

Den hidtil største sag i Danmark om dumpning af ulovligt byggeaffald står foran en afgørelse, når retten i Glostrup i dag tager hul på det omfattende sagskompleks.
Fire mænd i alderen 32 til 42 år er tiltalt for i 29 forhold at have smidt mindst 2.500 tons byggeaffald i naturen.
De risikerer op til seks års fængsel for deres miljøkriminalitet, som anklagemyndigheder finder organiseret.
Sagen har blandt andet sit udspring i Hørsholm, da den katolske kirke på Marievej omkring påske sidste år blev revet ned.
Kort efter blev flere hundrede tons murbrokker og træspær fra kirken fundet på Arrivas nedlagte busgarageanlæg i Kokkedal Industripark samt på Karsemosegårds grusbaner i Nivå.
Senere blev mere byggeaffald fra kirken fundet ved DTU i Lyngby og på en vej ved motorvejsbyggeriet i Vedbæk.

Vaks borger

Ifølge anklageskriftet betegnes to af de fire tiltalte, som hovedmændene bag forbrydelserne.
De oprettede en række selskaber med 'speciale' i nedrivning og bortskaffelse af byggeaffaldet. Men i stedet for at deponere affaldet - og miljøbehandle det - på lovlig vis, blev de mange tons i stedet dumpet på mere eller mindre mennesketomme steder, alt i mens kunderne fik lov til at betale den fulde pris for bortskaffelsen.
En lokal bilist var dog vaks sidste år, da vedkommende en af påskedagene bemærkede et par lastbiler kører ind på Arrivas område i Kokkedal og læsse affald af. Bilisten fulgte efter lastbilerne tilbage til Marievej, hvorefter sagen blev anmeldt.
Samme fremgangsmåde er anvendt et utal af andre steder i Storkøbenhavns-området, indtil politiet skred til anholdelse i oktober, hvor de fire mænd, der alle er af anden etnisk oprindelse end dansk, har siddet varetægtsfængslet.

Historisk sag

De er alle sigtet for overtrædelse af straffelovens §196, stk. 2, herunder Miljøbeskyttelsesloven, samt overtrædelse af Naturbeskyttelseslovens §28.
Derudover er de også tiltalt i en stribe bedrageri- og tyveri-forhold, hvor de ifølge anklageskriftet har bestilt containere hos forskellige firmaer og efterfølgende tømt dem for affald på virksomhedens regning, ligesom de har udgivet sig for at være andre personer ved henvendelse til containerfirmaerne samt stjålet containere.
Der er tale om en historisk sag. Ifølge anklager Rune Sorvad Rydik, Københavns Vestegns politi, er det første gang, at der er rejst tiltale i forhold til Straffelovens § 196.
Selv om de tiltalte kan risikere fængselstraffe på op til seks år, vil anklageren overfor Ekstra Bladet ikke oplyse, hvor høj en straf, de vil kræve.
Der er afsat 20 retsdage til at gennemgå alle beviserne mod de fire mænd, der alle nægter sig skyldige i anklagerne.
Dommen ventes af falde den 30. september.

De 300-400 tons ulovligt deponeret byggeaffald fra kirken undersøges nu af Hørsholm Kommunes miljøafdeling. Foto: Morten Timm