Tidligere Noma-køkkenchef fra Lyngby død i Kina
Martin Bentzen fra Lyngby var en kok med fuld fart på. I sidste uge døde han uventet i en ung alder
Tidligere køkkenchef på Noma, Martin Bentzen, der stammer fra Lyngby, er død i Shanghai, Kina, hvor han var kok ved den højt eksponerede Napa Wine Bar. Ifølge familien skyldes hans pludselige død et kæmpe arbejdspres for den 32-årige karrierekok. "Min bror har været under hårdt pres. Han var head chef på Napa Wine Bar i Shanghai. Og når Martin er head chef, bliver der ikke sparet på noget som helst. Desværre kunne hans smukke hjerte ikke følge med. Det stoppede med at slå i onsdags. Han døde af stress,' skriver lillesøsteren, Nina Bentzen på mindesiden på Facebook. Nu er familien i gang med at samle penge ind til, at Martin Bentzen kan blive fragtet hjem til Danmark, hvor familien vil have ham begravet. Det koster angiveligt op mod 100.000 kroner, og det er penge familien på nuværende tidspunkt ikke selv har. Derfor håber de på, at andre vil hjælpe til. Mindesiden hedder 'Martins sidste rejse'.