30 sekunder om at stjæle lingeri for 300.000
Indbrudstyve i Hørsholm vidste, hvad de gik efter
"De har ikke været længe om det, og de har været helt bevidst om, hvad de skulle gå efter," fortæller Nynne Strandstoft, indehaver af lingeributikken Wolford i Hovedgaden Hørsholm, efter et indbrud natten til i dag.
Og det, de ukendte gerningsmænd gik efter, var dyre strømper og kjoler. Nynne Strandstoft skønner selv, at der er blevet stjålet varer for omkring 300.000 kroner. Og det er sket hurtigt: Ifølge alarmselskabet er der registreret bevægelse i butikken i omkring 30 sekunder, hvilket tyder på, at tyvene i lyntempo har kunnet finde frem til de varer, de ville stjæle.
Nynne Strandstoft blev vækket omkring klokken 3.40, da alarmen gik. Kun få minutter efter stillede politiet, der var i nærheden, med fire mand. Gerningsmændene var da allerede over alle bjerge.
Tyvene havde skaffet sig adgang til butikken ved at pille glas ud af en dør ind til butikken.
Nynne Strandstoft ærgrer sig af flere grunde over nattens indbrud.
"Det sker lige op ad julehandelen, men jeg regner stærkt med, at jeg får varer hjem igen til tide. Heldigvis har de ikke ødelagt noget. Ruden, de pillede ud af døren, havde de pænt stillet i gården," fortæller Nynne Strandstoft.
Hos Nordsjællands Politi bekræfter vagtchef Palle Jørgensen, at der har været indbrud hos Wolford, at der er stjålet tøj og at politiet var til stede i nat kort efter indbruddet.