Brutale røvere truede guldsmed og vagt med pistol
Klaus Rygaard Ure & Smykker i Hørsholm var udsat for væbnet røveri fredag formiddag. Ugebladet Hørsholm har talt med flere vidner til den voldsomme begivenhed
Et voldsomt og væbnet røveri udspillede sig fredag formiddag midt i åbningstiden for øjnene af kunder og ansatte i Hørsholm Midtpunkt.
Omkring kl. 10.45 trængte to maskerede og pistolbevæbnede unge mænd ind hos Klaus Rygaard Ure & Smykker, hvor de beordrede personalet og en kunde til at lægge sig ned.
En 46-årig kvinde fra Hørsholm stod i forretningen for at købe et smykke, da røverne kom løbende ind.
Hun er stadig rystet efter oplevelsen og ønsker ikke sit navn frem, men fortæller, at de talte engelsk og gik meget målrettet efter et skab i det ene hjørne af butikken, hvor de smadrede en rude.
"Jeg blev lidt chokeret over det. De råbte til os, at vi skulle lægge, men da personalet ikke adlød, blev jeg også stående. Der gik et øjeblik før det gik rigtig op for mig, at det var et røveri. Så kom der røg i butikken, og de to røvere var meget optaget af skabet, spurgte jeg personalet om skulle blive eller løbe. Og de sagde, at jeg skulle løbe, hvilket jeg gjorde," fortæller det kvindelige øjenvidne.
Begge røvere havde dækket deres ansigter til med et tørklæde eller lignede.
Ældre dame ville spænde ben for røver
Andre vidner så de to røvere stikke af i løb fra butikken, hvor personalet både havde aktiveret overfaldsalarm og røgkanoner.
En af dem var en 79-årig dame fra Hørsholm. Hun sad på en bænk i centret få butikker fra Klaus Rygaard Ure & Smykker og så de to gerningsmænd komme stormende.
I et splitsekund overvejede hun at gribe ind og stoppe den ene.
"Man har jo tit set det på film. Først troede jeg det var en spøg, noget halloween, men da de kom ud af butikken med høj fart var jeg godt klar over, at der var noget galt. Den ene kom løbende så tæt mod mig, at jeg tænkte på at spænde ben for ham, men i det samme så jeg pistolen, valgte jeg ikke at blande mig," oplyser den 76-årige til Ugebladet.
Hun vurderer de to gerningsmænd til at være omkring 20 år, slanke og middelhøje. De var begge iført hættetrøjer. Den ene havde noget grønt og flagrende på, der lignede et regnslag, mens den anden var i sort.
På vej ud hamrede den ene dog lige ind i en af centrets glasdøre ved udgangen mod Usserød Kongevej ved Wunderwear.
Truede centervagten og styrtede på knallert
Under flugten rettede de også pistolerne mod en af butikscentret vagter, der var tilkaldt til gerningsstedet. Han oplyser til Ugebladet, at de udover deres pistoler havde et koben og en brunlig sportstaske med sig.
Ifølge andre vidner havde røverne en rød knallert stående, som de tog flugten på rundt om Hørsholm Midtpunkt ved den store svingdør, forbi Bog & Idé og videre ad stisystemet under Hørsholm Allé og mod Usserød Å.
Her så flere personer, at de i svinget ved tunnellen under Hørsholm Allé væltede på knallerten og tabte sportstasken med de røvede effekter. Men de kom på benene og fortsatte flugten på knallerten.
Vidner har her oplyst til Ugebladet, at de var iført dunjakker, den ene mørkegrøn, og med hætterne op om hovedet.
Ukendte effekter
Hos Nordsjællands Politi efterforskes der fortsat på højtryk for at finde røverne.
"Vi sporsøger flere steder med både hunde og teknikere, og vi har fortsat folk i forretningen, men vi har endnu ikke noget konkret," oplyser Palle Jørgensen, vagthavende hos Nordsjællands Politi.
Han tilføjer, at gerningsmændene smadrede et par udstillingsmontrer i forretningen og røvede et ukendt antal ure for et endnu ikke opgjort beløb.
Som det kan ses af nedenstående artikel-links er det ikke første gang, at Klaus Rygaard Ure & Smykker i Hørsholm Midtpunkt bliver udsat for tyveri.