Nordsjællands Politi advarer mod falske e-mails
Det kan gå helt galt, hvis du trykker på en falsk e-mail fra NemId, lyder advarslen fra politiet
Nordsjællands Politi advarer nu mod falske e-mails, som flere borgere har modtaget det sidste stykke tid.
"Vi har igen fået anmeldelser om falske NemID-mails. I mailen vil der typisk stå, at dit NemId er blevet spærret. For at genåbne det, skal du trykke på et link og uploade et billede af dit nøglekort. E-mailen er falsk, og skal straks slettes", lyder advarslen fra Nordsjællands Politi.
Hvad der i virkeligheden sker, er, at din computer sandsynligvis bliver inficeret med en virus, der kan aflæse dine tastetryk, når du trykker på linket.
"Hvis du så også sender et billede af dit nøglekort, så kan de it-kriminelle misbruge dine oplysninger. Så tryk ikke på linket. Upload ikke noget. Slet mailen. Anmeld afsenderen som spam via din mail-udbyder", lyder det fra politiet.