Fortsæt til indhold

'Du er ude på at slå hende ihjel med piller'

Krimi
Jeppe Rafn

En ansat i hjemmeplejen var natten til onsdag udsat for en bizar og ubehagelig oplevelse på sit arbejde.
Det skete mellem klokken 03.30 og 04 efter et besøg hos en beboer i Fugleparken i Tørring. Udenfor blev hun mødt af et 'godmorgen' fra en mand, der var et stykke fra hende - mellem 50 og 100 meter.
Hjemmeplejeren hilste godmorgen, mens manden kom henimod hende og spurgte, om personen i huset var syg.
Det svarede hun nej til, hvorefter manden begyndte at råbe af hende og sige, hun var ude på at slå beboeren ihjel med piller.
"Han truer derefter med at slå hende ihjel," fortæller vicepolitiinspektør Peter Thaysen, Horsens Lokalpoliti.
Hjemmehjælperen skyndte sig derfor at komme ind i sin bil og køre væk fra stedet.
Hun har beskrevet den truende mand som en 'nydelig mand' med en rank holdning på 45-60 år, der talte dansk.
Han var spinkelt og havde kort gråt hår, bar briller og havde en grå skjorte på.
Hvis nogen har set noget eller kender noget til sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.