Fortsæt til indhold

Tonstung sættevogn smadrede cykelsti og pløjede sig gennem stadion

Russisk chauffør skulle aflevere 43 tons jernplader til lokal virksomhed. I stedet fik han forvildet sig ind på cykelstierne på Albertslund Stadion

Krimi
Jørgen Brieghel

"Det ligner et jordskælv!" lyder det fra idrætschef Ole Lindholdt, Albertslund Stadion, efter at en sættevogn med 43 tons jernplader i weekenden pløjede sig gennem cykelstier og boldbaner på Albertslund Stadion.
En sættevogn ført af en russisk chauffør skulle lørdag aflevere ca. 43 tons jernplader til en virksomhed i Rørvang i Albertslund.
Men uvist af hvilken årsag fik chaufføren kørt forkert, og i stedet endte han inde på Albertslund Stadions område. Her kørte han rundt på cykelstierne med den store, tunge sættevogn og forsøgte at få den under en viadukt, der går under motorvejen – hans hensigt var at komme op på motorvejen igen.
På sin vej havde han væltet vejskilte, affaldsspande og kørt ind i træer. Desuden havde han pløjet boldbanerne i stykker flere steder i et forsøg på at manøvrere den store vogn rundt på de smalle stier.
Sættevognen blev opdaget lørdag aften. I første omgang troede man, at chaufføren skulle aflevere materiale til kunstgræsbanerne på stadion. Men modtageren af læsset var i stedet en lokal virksomhed.
Stadions ledelse blev kontaktet, og det samme blev politiet. Manden virkede nemlig beruset eller i hvert fald påvirket af situationen, og han var umulig at komme i kontakt med.
Chaufføren forsøgte at knække grene af træerne for at få lastbilen fri af det bløde græs.
Politiet tog chaufføren med på politigården, mens Falck blev rekvireret for at hive sættevognen fri.
"Falck kom med et bæltekøretøj, og det var faktisk det, der lavede de fleste skader på cykelstien – asfalten er ødelagt, som havde vi haft jordskælv.", siger Ole Lindholdt.
"Heldigvis er de fleste af vores udendørs kampe slut, så det betyder ikke så meget med skaderne på græsbanerne. Men det er værre med stierne".
Chaufføren blev anholdt og fremstillet for en dommer. Herefter venter et efterspil om, hvem der skal betale for skaderne.

Asfalten på cykelstierne er pløjet op. Foto: Mikal Bruun Andersen
Her har den russiske chauffør forsøgt af vende sin tonstunge bil. Foto: Mikal Bruun Andersen