Fortsæt til indhold

Ligger nu i kunstigt koma

Unges fulde løjer endte dramatisk for en 20-årig mand, der blev lagt i kunstigt koma

Krimi
Arkiv

Der var helt sikkert godt gang i den hos nogle unge mænd i Højvangen i Skanderborg fredag 6. februar. De var midt i en eftermiddagsfest, og da de var løbet tør for spiritus, blev de enige om at tage et smut i Spar for at købe mere.
LÆS: Styrtet ned fra biltag: 20-årig i bedring
De unge mænd satte sig derfor ind i en bil på nær én, som insisterede på at sidde på bilens tag. Det gik godt på vej hen til Spar, men da de skulle tilbage til festen i Højvangen, gik det klokken 16.49 galt for den 20-årig mand, der sad på taget.
Da bilen drejede til højre på hjørnet af Grønnedalsvej mod Højvangen faldt den 20-årig mand ned fra bilens tag og endte med hovedet først på kørebanen. Det resulterede i et kraniebrud og en blødning på hjernen.

Påvirket af narko og alkohol

Både ambulance og politi blev sendt af sted til ulykkestedet, hvor den 20-årig mand straks blev sendt til traumecentret på Aarhus Sygehus. Her blev han lagt i kunstigt koma, oplyser leder af lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen.
“Vi kender ikke resultatet af det endnu,” fortæller han.
Politiet fandt efterfølgende ud af, at føreren af bilen, som er en 19-årig mand fra Hadsten, var påvirket af både alkohol og narko. Han er derfor blevet anholdt og sigtet for det samt for at bringe en anden persons liv i fare.
Det oplyser Andreas Bryld Hansen fra Lokalpolitiet i Skanderborg.