Ingen forbrydelse bag Veksø-dødsfald
Efterforskningen af det mystiske dødsfald på Korshøj i Veksø er afsluttet. Politiets konklusion er en "ulykke i eget hjem"
Nordsjællands Politi er stort set færdige med efterforskningen af det mystiske dødsfald på Korshøj i Veksø, hvor en 32-årig mand blev fundet død i sit hjem tirsdag formiddag den 27. januar.
"Sagen er ved at være henlagt. Der mangler kun nogle ganske få ting," siger efterforskningsleder Kenneth Støvhase fra Nordsjællands Politi.
Han oplyser, at det fortsat er politiets konklusion, at der ikke ligger nogen forbrydelse bag dødsfaldet.
"Vi har lavet en efterforskning og en del undersøgelser. Intet tyder på en forbrydelse, hvor én har gjort manden ondt. Manden blev fundet i sit hjem under omstændigheder, hvor vi ikke kunne udelukke en forbrydelse, men efterforskningen har ikke peget i den retning, så konklusionen er en ulykke i eget hjem," siger Kenneth Støvhase, som ikke kan komme nærmere en årsag.
Tumult ikke bag dødsfald
"Det er uklart for os, hvad der helt nøjagtig er sket derude. Vi har en ide om det, men det har ikke noget med en forbrydelse at gøre," siger efterforskningslederen.
Lokalavisen Egedal har tidligere været i kontakt med naboer til den 32-årige, som på dagen hørte tumult og en masse larm fra ét af husene.
"En person har angiveligt været oppe at toppes med en anden, men jeg aner ikke, hvad der skete," sagde en anonym mandlig beboer til Lokalavisen Egedal.
Nordsjællands Politi bekræfter, at der i timerne inden dødsfaldet var en episode med tumult og råb.
"Det er rigtigt. Der var en hændelse tidligere på dagen den 27. januar, men den har ikke noget med dødsfaldet at gøre. Resultatet af obduktionen peger heller ikke i retning af en forbrydelse," siger Kenneth Støvhase.