Bilist uden skyld i dødsulykke
Føreren af den varevogn, som torsdag eftermiddag kørte en 15-årig pige ihjel i Ølstykke, kan ikke klandres for den tragiske ulykke
Nordsjællands Politi har valgt at sigte føreren af den varevogn, som torsdag ved 14.00-tiden kørte en 15-årig pige ihjel på Idunsvej i Ølstykke.
Det bekræfter politiassistent Erling Kjær overfor Lokalavisen Egedal, men sigtelsen efter paragraf tre i færdselsloven er rejst for at sikre manden nogle rettigheder, som man ikke har, hvis man ikke er sigtet.
"Føreren er uden skyld i ulykken, men ved at sigte ham efter paragraf tre, som handler om at udvise agtpågivenhed overfor andre trafikanter, så har han blandt andet ikke pligt til at udtale sig," lyder det fra Erling Kjær.
Kørte uden cykelhjelm
Ifølge politiet, så skete ulykken, da pigen, som ikke havde cykelhjelm på, angiveligt kørte til venstre ind foran varebilen.
"Vi ved ikke, om pigen er kommet ind under bilen. Det skal et ligsyn give svar på," siger politiassistent Erling Kjær fra Nordsjællands Politi.