Fortsæt til indhold

Mand ramt af skud på landejendom nær Hammel

41-årig mand varetægtsfængslet sigtet for at udøve kvalificeret vold

Krimi
Michael Wulff

OPDATERET kl 18.50: En 41-årig mand fra Sall blev tirsdag kl 13 varetægtsfængslet i fire uger i et grundlovsforhør i retssal H ved Retten i Randers.
Det skete efter en skudepisode, som fandt sted sent mandag aften kl 23.57 på en landejendom ved landsbyen Sall nord for Hammel.
En 48-årig bekendt blev skudt i fødderne med et haglgevær, da han opsøgte den 41-årige på dennes bopæl. Årsagen til skuddene kan muligvis - ifølge Østjyllands Politi - ses i lyset af jalousi og et kærlighedsforhold.
Den 41-årige blev anholdt kl 02.20 på sin bopæl. Den 48-årige kom på skadestuen, hvor der i løbet af tirsdagen blev fjernet adskillige hagl fra fødderne.
Den 41-årige mand og hans forsvarer valgte ikke at kære varetægtsfængslingen, oplyser Østjyllands Politi.