Fortsæt til indhold

Nye flygtninge-boliger er på vej i Hillerød

Hillerød Kommune forhandler i øjeblikket om at skaffe nye boliger til de mange flygtninge på Skansedalen og Åmosevej

Krimi
Mette Dolmer Thygesen

Det var i 2012 på tale, at det tidligere plejecenter Skansedal i østbyen skulle være asylcenter. Dengang valgte Udlændingestyrelsen ikke at arbejde videre med planerne - til politikernes store tilfredshed:
"Vi var ikke så glade for beliggenheden, (...) da det er lige i et område, hvor vi har nogle boligsociale udfordringer," sagde daværende borgmester Kirsten Jensen fra Socialdemokraterne dengang til Hillerød Posten.
Lige nu er Hillerød Kommune så i gang med forhandlinger om at indrette midlertidige boliger til flygtninge på Skansedal, blev det afsløret ved en smutter i dagsordenen til Økonomiudvalgets møde onsdag. Borgmester Dorte Meldgaard (K) er positiv over for at lade flygtninge bo på Skansedalen:
"For det første har der været en positiv udvikling i området, og for det andet er der forskel på et asylcenter og så midlertidig flygtningeindkvartering. De mennesker, der skal bo der, har modtaget asyl i landet, og dermed følger en række krav til kommunen og flygtningene. Vi skal sørge for sprogundervisning, og de skal gå til møder og sørge for at få en hverdag i landet i modsætning til asylansøgere, som går i en venteposition," siger hun.

Måske 50 boliger

I 2012 vurderede Udlændingestyrelsen, at Skansedal kunne rumme 130 asylansøgere. Forhandlingerne i øjeblikket går på omkring 50 boliger i Skansedal til flygtninge, men det skal understreges, at forhandlingerne ikke er afsluttet:
"På Skansedal er antallet af boliger lidt usikkert, for det kommer an på, hvordan der bliver indrettet. Vi ville gerne have lidt mere end 50 boliger, og her må desværre ikke bo børn på grund af en klausul i ejerforeningen. Men det er usikkert om forhandlingerne kommer i hus," skriver Vibeke Abel, direktør for Social- & Borgerservice, Jobcentret og Ældre & Sundhed i Hillerød Kommune, i en mail til Hillerød Posten.
Der er også forhandlinger i gang om flygtningeboliger på Åmosevej 19 - Åmosen hvor der tidligere var ungdomsboliger, men nu er tomt. Her forhandler kommunen om at indrette seks familieboliger. En tidligere børnehave i Meløse skal huse syv flygtninge.

Ekstraudgift på 16 mio.

Hillerød Kommune modtog i 2011 i alt 22 flygtninge. Sidste år var det tal steget til 62, og i 2015 forventes det, at vi skal tage imod 107 flygtninge.
Det, forventer forvaltningen, kommer til at koste 16,8 millioner kroner ekstra på budgettet - hovedsagligt til kontanthjælp og husning af flygtningene. På en lukket dagsorden i januar afsatte byrådet de første omkring syv millioner, men der mangler stadig at blive fundet omkring ni millioner kroner på årets budget.
"Det er mange penge, så vi skal i budgetopfølgning 1 se på, hvordan vi skal finansiere den merudgift," siger Dorte Meldgaard.

Positiv dialog

Kommunen planlægger at indkalde til et informationsmøde om flygtningeboligerne på rådhuset til marts og håber at indgå i en positiv dialog med borgerne:
"Vi ved godt, folk vil have mange spørgsmål. Derfor planlægger vi også at holde åbent hus, som vi gjorde i Meløse. Vi vil gerne inddrage alle og sørge for en god kommunikation omkring flygtningene," siger borgmesteren.
Økonomiudvalget skal onsdag tage stilling til, om der kan ansættes yderligere tre medarbejdere til den samlede sociale- og beskæftigelsesrettede integrationsindsats. Lønnen forventes dog at kunne tjene sig selv hjem ved øget resultattilskud.
Forvaltningen ønsker også at ansætte en social vicevært til de tre - måske - kommende flygtningeejendomme og en kommunal koordinator til den øgede kommunikationsopgave, også til den løbende dialog og samarbejdet med frivillige og foreninger om forskellige integrationsfremmende initiativer.
Kommunen ønsker desuden at indgå en 2-årig partnerskabsaftale med Dansk Flygtningehjælp om matchning af flygtninge(familier) og danske venskabsfamilier.