To udrykninger til samme skole
Alarmen på Niels Ebbesen Skolen på Højvangens Torv i Skanderborg lød to gange indenfor kort tid torsdag 7. maj om eftermiddagen.
Brand & Redning Skanderborg måtte både klokken 15.14 og 16.54 sende et udrykningskøretøj til skolen.
I begge tilfælde undgik brandfolkene dog at komme i aktion.
Der var opstået ild i tre stålskraldespande i cykelkælderen. I det ene tilfælde havde en medarbejder fra skolen slukket ilden. I det andet tilfælde var den gået ud af sig selv, da brandvæsenet nåede frem.
Direkte adspurgt erkender indsatsleder Per Møldrup, Brand & Redning Skanderborg, at det både er usædvanligt og træls at skulle køre til to alarmer på samme sted indenfor så kort tid.
Politiet vil efterfølgende se videoovervågning fra skolen igennem for at vurdere, om brandene var påsatte, eller om det har været et henkastet cigaretskod, der har antændt ilden, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.