Fyrrummet brænder
Brandbiler fra Hadsten og en liftvogn fra Falck i Hammel var Store Bededags aften i Nielstrup ved Voldum. Alarmen kom kl 19.43.
Et fyrrum stod i lys lue og truede med at antænde bygningerne nær ved.
“Vi havde lidt udfordringer den første halve time, hvor flammerne stod op af nabobygingen, der havde et vindue på første sal, ” fortæller indsatsleder Mogens Kjeldsen, Favrskov Brandvæsen, til FavrskovPosten.
Det lykkedes at begrænse ilden til fyrrummet, som totalt udbrændte.
Fyrrummet leverer varme til tre boliger, men de kunne høste lidt varme fra et solcelleanlæg, fortæller Mogens Kjeldsen, som brugte en god del af fredag aften på opgaven.
Lørdag middag var elektrikere i færd med at reetablere strømmen på ejendommen.
Ingen personer kom til skade ved branden, hvis årsag er ukendt.