Bombetrussel mod Handelshøjskolen afblæst
Østjyllands Politi har netop afblæst bombetruslen mod Handelshøjskolen i Aarhus
Bombetruslen mod Handelshøjskolen er nu afblæst. Østjyllands Politi er ved at afslutte arbejdet på stedet, og det vurderes, at bygningerne fortsat kan bruges på normal vis.
Sagen efterforskes nu videre, oplyser Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi modtog i dag klokken 09.20 en anmeldelse fra Handelshøjskolen på Fuglsangs Allé. Uddannelsesinstitutionen havde netop modtaget et brev med en bombetrussel.
Østjyllands Politi er i øjeblikket på stedet og undersøger truslen nærmere ligesom andre efterforskningsskridt vil blive taget.
Skolens ansatte samt studerende er informeret om bombetruslen. På grund af truslens ordlyd, er der indtil videre ikke foretaget evakuering på stedet.
"Det er korrekt, at vi har modtaget et brev med en bombetrussel. Vi er til stede ved Handelshøjskolen," siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Carsten Dahl, til eb.dk.
Vagtchefen forklarede kort før klokken 10 i dag - uden at ville være for detaljeret - at truslen i første omgang havde en sådan karakter, at politiet ikke mente, at der var grundlag for at tømme Handelshøjskolen for ansatte og studerende.
"Det er muligt, vi ændrer holdning, men indtil videre undersøger vi sagen uden at finde det nødvendigt," sagde Carsten Dahl få minutter før klokken 10.
Det er langt fra første gang, Handelshøjskolen i Aarhus modtager en bombetrussel. Inden for de seneste tre år er elever og ansatte blevet evakueret hele tre gange.
Den 26. oktober 2012 modtog uddannelsesstedet på samme måde et brev med en trussel om, at en bombe ville springe. Anden gang var halvanden måned senere, hvor en mand ringede ind med en bombetrussel.