Sirener - og brandalarmer - blev afprøvet i Favrskov
Favrskov Brandvæsen havde en travl onsdag morgen med tre udrykninger
En del borgere i Hammel blev vækket onsdag morgen kort efter kl 05.30, da brandbilerne rykkede ud fra Falck-stationen på Ny Tilemannsvej.
Brandalarmen var gået hos Vestas på Frankrigsvej i Hammel, men der var ingen ild eller røg ved brandvæsenets ankomst. Derimod var alle medarbejdere samlet udenfor bygningerne, som de skrappe sikkerhedskrav foreskriver.
Der blev også tilkaldt en ambulance, da en af medarbejderne var faldet i forbindelse med hændelsen.
Første onsdag i maj
Brandfolkene kørte så hjem igen, men senere på morgenen fik de igen alarm fra Vestas. Dennegang var det under genetableringen af brandmelderen, at alarmen gik. Heller ikke ved denne udrykning kom brandfolkene i aktion.
Det gjorde derimod indsatsleder Tinna Lynge Jensen, som under opholdet hos Vestas fik en brandalarm fra Hadsten Sundhedscenter på Hovvej i Hadsten.
“Her var det pedellen, som vist havde glemt at få anlægget slået over i “service” inden afprøvningen,” fortæller hun.
“Måske er det fordi, det er første onsdag i maj, hvor sirenerne afprøves, at brandalarmerne også afprøves rundt omkring,” lyder det fra indsatslederen.
Læs meget mere om varslings-sirenerne (åbner ekstern side)