Bil landede på bil efter tur i luften
Der var helt bogstaveligt både drama og en bil i luften, da der skete et voldsomt solouheld ved Tåning tirsdag 2. juni klokken 22.07. Ingen personer kom dog noget til.
En billist kørte på Tåningvej mod syd, da han lige indenfor byskiltet mistede herredømmet over bilen. Derefter kørte han ind gennem haven til nummer 20, ramte en stensætning og to elkasser, mens bilen rullede rundt i luften og landede oven på et andet køretøj, der holdt parkeret, oplyser vagthavende hos Lokalpolitiet i Skanderborg.
Føreren af bilen stak af fra stedet. Lokalpolitiet tjekkede registreringsnummeret på bilen, der er ejet af en 22-årig mand fra Skanderborg.
Politiet talte onsdag morgen med mandens sagsbehandler, der fortalte, at den 22-årige havde indrømmet og var på vej for at melde sig. Han var flygtet, fordi han følte sig konfus lige efter ulykken. Den 22-årige vil blive sigtet for ikke at afpasse farten efter forholdene og for at stikke af fra ulykkesstedet, oplyser politiet.