Polske mountainbike-tyve anholdt på Randersvej
Østjyllands Politi efterlyser ejere til stjålne mountainbikecykler
Østjyllands Politi fremstiller i dag klokken 12.30 i retten i Aarhus tre polske mænd i alderen 26, 30 og 32 år.
En patrulje bemærkede i nat klokken 01.30 to mænd, der stod ved en personbil lige op af en container bag McDonalds på Randersvej i Aarhus. De to mænd var i færd med at laste en polsk indregistreret bil med to mountainbikecykler, som var skilt fra hinanden. På den enes baghjul sad en større kædelås. De to mænd, der var ifølge med en tredje, der kort tid efter kom til stedet, gav flere forklaringer på, hvorfor de stod på stedet, og hvem cyklerne tilhørte. Bag containeren stod endnu en dyr mountainbike cykel, som endnu ikke var skilt ad. De tre mænd er anholdt til sagen og bliver lige nu afhørt med tolk.
Opmærksomme borgere ringede i går ind til politiet omkring en mistænkelig opførsel, som de hver uafhængigt af hinanden så på henholdsvis Skovvangsvej og Willemoesgade på Trøjborg.
Mænd i en polsk indregistreret bil viste interesse for nogle parkerede cykler. På Skovvangsvej så vidnet en af mændene bære på en hvid mountainbike, som han lagde ind bag i en sølvgrå bil.
De cykler, som politiet fandt polakkerne i besiddelse af, er en grå Cube, en hvid Trek og en blå Scott mountainbike til en samlet værdi af omkring 40.000 kroner. Cyklerne er ikke efterlyst endnu, men Østlyllands Politi er meget interesserede i at komme i kontakt med ejerne af cyklerne. Det vil være nødvendigt at medbringe en kvittering for købet af cyklen påført stelnummer. Henvendelse kan rettes til 114 eller politiets ekspedition på Aarhus Politigård.