Fortsæt til indhold

17-årig dreng blev skudt efter med skarpe skud

Efterforskning viser, at det var dødbringende skud, der blev affyret mod 17-årig i Rosenhøj

Krimi
Danni Paulsen

Østjyllands Politi har siden lørdag morgen været i gang med et større efterforskningsarbejde i forbindelse med et skyderi i Rosenhøj-området i Viby.
Omkring klokken halv otte blev en 17-årig dreng skudt efter på Christian X's vej i Højbjerg, da han var på vej til arbejde. Skuddene blev affyret fra en grå Peugeot, og i nogen tid var man i tvivl om, hvorvidt der var tale om skarpe skud. Det er dog klarlagt nu.
"Efterforskerne har lavet nogle indledende tekniske undersøgelser på gerningsstedet, og de undersøgelser har underbygget, at der har været tale om skarpe skud. Vi vil på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor mange skud der blev affyret," udtaler Janni Lundager, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, og fortæller, at skyderiet umiddelbart skete umotiveret.
"Der er ikke noget, der tyder på, at den 17-årige på nogen måde har haft noget udestående med nogen, eller at der skulle være gået noget forud for skyderiet, så vi kender ikke rigtig noget motiv for nuværende."
Lørdag aften blev der fundet en brændende bil, som svarer til beskrivelsen af Peugeoten.
"Bilen blev fundet brændt ude ved en haveforening i Åbyhøj. Den er efterfølgende blevet meldt stjålet og skal undersøges nærmere, men vi har en klar formodning om, at den er identisk med den bil, der er blevet skudt fra," siger Janni Lundager.
Efterforskningen har endnu ikke fastslået, om det var samme gerningsmænd, der lørdag morgen overfaldt en 71-årig mand ved tankstationen i Rosenhøj. Her blev han sparket og bestjålet af en maskeret mand.
"Vi har nogle indikationer på, at bilen har kørt rundt i området og skabt ballade fra meget tidligt lørdag morgen eller natten til lørdag, men nogen umiddelbar sammenhæng har vi endnu ikke fundet," siger Janni Lundager.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, som har observeret bilen, der blev skudt fra. Der er tale om en Peugeot, stationcar, koksgrå/gråmetal, med tonede ruder og uden kofanger
"Vi vil rigtig gerne have henvendelser fra borgere, som har set den køre rundt ude i området i Viby og Rosenhøj forud og efter skyderiet, der skete cirka klokken 07.24," opfordrer Janni Lundager.