Studerende: »Let at stjæle medicin«
Sygeplejerskestuderende er overrasket over, at nogle kan finde på at udnytte muligheden for at stjæle medicin - også selvom der ikke undervises i at modstå fristelsen.
Fristelsen bliver tilsyneladende for stor, når den stærke medicin står lige for næsen.
Men sygeplejerskestuderende på VIA University College kan ikke forstå, hvorfor der er sundhedspersonale, som tilsyneladende stjæler og misbruger medicin.
»Jeg kan ikke forstille mig, at jeg skulle finde det fristende på nogen måde,« siger sygeplejerskestuderende Tanja Salvesen.
De seneste dage har TV2 Østjylland dokumenteret, hvordan der i mindst 38 kommuner er forsvundet medicin fra plejehjem i løbet af et år.
Mediet har også afsløret, hvordan der det seneste halvandet er forsvundet medicin fra blandt Aarhus Universitetshospital i en grad, at politiet har været involveret flere gange.
Det får en anden sygeplejerskestuderende Cecilie Iburg Bruun til at reflektere over, om der er et større mørketal. For eksempel, hvis svindet kun handler om nogle få piller af gangen.
»Det er da vildt tankevækkende, at så ville der ikke være nogen, som ville opdage det, hvis det bare var en enkelt i ny og næ,« siger Cecilie Iburg Bruun.
Fokus på medicinhåndtering
På sygeplejerskeuddannelsen er der stor fokus på, hvordan de kommende sygeplejersker håndterer borgernes medicin.
Kontrolforanstaltningerne med medicinen er også på skoleskemaet.
På uddannelsen bliver de ikke undervist i at undgå fristelsen i at tage medicin fra borgere. Det fortæller Maria Dyhrberg Rasmussen, uddannelsesdekan.
»Hvis man tager medicin fra borgerne derude, så er det simpelt tyveri, og det ligger i, at det må man ikke som fagprofessionel,« siger hun.
Både Kommunernes Landsforening og Region Midtjylland har efter TV2 Østjyllands afsløringer varslet, at der skal ses nærmere på medicinsvind fra plejehjem og hospitaler.