Fortsæt til indhold

I nat blev han anholdt

En 37-årig mand fra København slap ikke heldigt fra et indbrud hos Tinghøjgård Fyrværkeri i Ølstykke

Krimi
Kenneth Tanzer

Et indbrud hos Tinghøjgård Fyrværkerifabrik på Roskildevej i Ølstykke er blevet opklaret.
Det oplyser Ole Hestbæk, politikommissær hos Nordsjællands Politi.
Kl. 3.00 natten til onsdag standsede en patruljevogn en 37-årig mand fra København i sin VW Transporter på Frederikssundsvej i Veksø.
Manden, der kørte uden førerret, havde bilen fyldt med fyrværkeri og indbrudsværktøj, hvilket straks satte en efterforskning i gang.
"Vi kunne konstatere, at fyrværkeriet stammer fra et indbrud hos Tinghøjgård, hvor der blev stjålet fyrværkeri til en samlet værdi af 45.000 kr.,"lyder det fra Ole Hestbæk til Lokalavisen Egedal.
Den 37-årige mand blev anholdt på stedet, men er efterfølgende blevet løsladt. Han er dog sigtet for indbrud og kørsel uden førerret.
"Vi har også været inde i København for at ransage hans bopæl, men her fandt vi ikke noget," siger Ole Hestbæk.
De store mængder fyrværkeri er i øvrigt kørt tilbage til Tinghøjgård Fyrværkerifabrik.