Fortsæt til indhold

Skar 75-årig kvindes bildæk op

Krimi
Kristine L Nydahl

En 75-årig kvinde var udsat for forsøg på tricktyveri i går cirka 12.45.
Kvinden havde handlet i Rema 1000 på Bjerrevej i Horsens. Der bemærkede hun en mand stå i vindfanget ved butikken.
Efter kvinden kom hjem til sit hus på Violvej og fik sat sine varer på plads, opdagede hun at den samme mand, som hun tidligere havde set, stod i hendes indkørsel.
Manden fortalte kvinden, at hun havde et punkteret dæk og tilbød hende hjælp med at fikse det. Det takkede hun nej til. Derefter spurgte manden om vej til sygehuset.
Da kvinden var på vej væk fra manden, så hun en anden mand komme løbende. Han råbte den første mand an, og de to stak af sammen.
Kvinden opdagede herefter, at hendes bildæk var blevet skåret op.
Manden beskrives som sydeuropæisk af udseende, cirka 30 år gammel og 175 centimeter høj. Han talte engelsk og var iført en sort frakke og mørke bukser.
Det oplyser lokalpolitiet i Horsens, som også gerne hører fra folk, der har set mændene eller været vidne til episoden.