21-årig sigtet for at have slået sin far ihjel
I går, søndag, kl. 14.25 fik Syd- og Sønderjyllands Politi en henvendelse fra en borger, der undrede sig over, at det ikke var muligt at få kontakt med en 63-årig mand.
Politiet tog til mandens bopæl i den nordlige del af Esbjerg. Her blev der ved nærmere undersøgelse fundet et lig i huset. Politiet formoder, at det er den eftersøgte indehaver af huset.
Hjælp: Det kan gælde liv eller død
Det er politiets opfattelse, at der foreligger en forbrydelse, og den eftersøgtes 21-årige søn blev anholdt søndag kl. 16.07 og sigtet for drab på faderen Den 21-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Der er fortsat en del uafklarede omstændigheder i sagen, hvorfor politiet af efterforskningsmæssige årsager vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan derfor i øjeblikket ikke give yderligere oplysninger i sagen.