Tyve afsløret på Google Street View
Ved en stor tilfældighed har et Google Street View foto vist sig at vise tyveriet af en havetraktor, som foregik ved højlys dag fra en forretning i Rinkenæs ved Gråsten tilbage i 2012.
Først for nyligt blev man opmærksom på billedet, som er taget af Googles fotovogn onsdag den 30. maj 2012 på præcis samme tidspunkt, som to mænd trillede af sted med den røde Jonsered havetraktor, model LT 2217A, fra Smeden i Rinkenæs på Gl. Kirkevej.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, at det var vores efterforskning, som havde ledt til billedet, men det er faktisk ejeren af forretningen selv, som fandt frem til det, da han ville lave noget materiale om sin ejendom. Og det er jo helt tilfældigt - ja, nærmest som at vinde i lotto, at Google-bilen har passeret forbi på netop det tidspunkt" siger politikommissær ved Lokalpolitiet i Sønderborg, Peter Baun, som nu har fået puster nyt liv i sagen, der ellers var henlagt.
Fotoet viser to unge mørkhårede mænd tage havetraktoren. De er kørende i en sølvgrå Opel, som er efterspændt med en hvid kassetrailer.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner, der måske ved, hvem de to unge mænd er, eller som kan genkende bil eller trailer. Vidner kan kontakte lokalpolitiet i Sønderborg på telefon 1-1-4.