Fortsæt til indhold

Politihund fandt tyvekoster efter vidnes hjælp

To tyve blev fanget på næsten fersk gerning efter et biltyveri i midtbyen

Krimi
Camilla Olesen

Et vidne så natten til onsdag 28. januar klokken 01.42 en person knuse en bilrude på en bil, der holdt parkeret i Nørre Alle i Aarhus C. Vidnet så, at en person stjal en hvid sportstaske fra bilen og derefter stak af, oplyser Østjyllands Politi.
På baggrund af et godt signalement kunne politiet kort efter anholde to personer, der passede på signalementet, i en gade tæt på, men de havde ingen taske. Politiets hundepatrulje gik en tur fra gerningsstedet til anholdelsesstedet, og hunden kunne i en baggår tæt på finde den stjålne taske, der bagefter blev udleveret til sin ejer.
De to tyve er sigtet for tyveri fra personbil og efterfølgende løsladt.