Fortsæt til indhold

Stor eftersøgning i gang efter forsvundne Jørgen

Jørgen Kihle Christensen er sidst set natten til lørdag på Amager

Krimi
Jacob Nielsen

Hvad blev der af 61-årige Jørgen Kihle Christensen, efter han tog hjem fra en firmafest i København lørdag aften? Det spørgsmål forsøger både Københavns Politi og den frivillige organisation Missing People Denmark at besvare med storstilede eftersøgninger på Amager.
Jørgen Kihle Christensen er sidst set af nogle ambulancefolk ved Vestamager Metrostation lørdag klokken cirka 01.15. Her havde han blod i ansigtet på grund af et flækket øjenbryn, men man vurderede, at han sagtens kunne finde hjem selv, skriver eb.dk.
Det gjorde han imidlertid ikke, og man frygter, at der kan være sket ham noget.
På twitter opfordrer politiet alle beboere og havehusejere syd for Øresundsmotorvejen til at kigge efter i haveskure, udhuse og lignende - specielt i området omkring Ørestad Syd og Amager Fælled.
Samtidig er organisationen Missing People Denmark involveret i en større eftersøgning, som begyndte søndag klokken 10.
Jørgen Kihle Christensen beskrives som: 171 centimeter høj, almindelig af bygning, kort gråt hår, iført sort frakke, "pæne" sorte bukser og sorte sko. Har et flækket øjenbryn.
Oplysninger i sagen kan gives til Københavns Politi på telefon 1-1-4.