Fortsæt til indhold

80-årig formodet drabsmand stadig indlagt efter trafikuheld

Krimi
Martin Warming

Den 80-årige mand, der er sigtet for at have slået sin kone ihjel i deres hjem på Gedevasevej i Farum onsdag, er stadig indlagt på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Manden kørte onsdag eftermiddag ved 14-tiden ind i en lastbil, der holdt på en parkeringplads på Nymøllevej i Allerød, og blev efterfølgende indlagt på hospitalet i Hillerød.
Her oplyste han til hospitalspersonalet, at hans hustru angiveligt lå død på bopælen i Farum. Det fik personalet til at tage kontakt til Nordsjællands Politi, der straks tog til adressen i Farum, hvor de fandt kvinden i live men med svære kvæstelser i hovedet. Trods førstehjælp fra akutlægen stod hendes liv ikke til at redde.
Læs også: Mand sigtet for drab på sin kone
Politiet mener, at det er den 80-årige mand, der har slået kvinden ihjel, og manden bliver derfor fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby torsdag eftermiddag klokken 14, hvor politiet vil forsøge at få ham varetægtsfængslet.
Politiet ved endnu ikke, om manden er i stand til at deltage i grundlovsforhøret på grund af sine kvæstelser fra trafikuheldet. Hvis lægerne vurderer, at han ikke kan deltage, vil han blive fremstillet in absentia.