Tricktyv meldte sig selv efter to år på flugt
46-årig kvinde dukkede op hos politiet med advokat, blev anholdt og dømt med det samme
En 46-årig kvinde blev onsdag ved Retten i Helsingør idømt seks måneders fængsel for tricktyveri og fangeflugt. Kvinden meldte sig selv efter mere end to år på flugt og skal afsone straffen med det samme.
Den 46-årige, der er italiensk statsborger, blev i oktober 2012 anholdt for tricktyveri og gaderøveri i Tikøb, Humlebæk, Nærum og Hellerup. Politiet mente blandt andet, at hun i et enkelt tilfælde havde været voldelig over for en af de ofre, hun stjal fra.
Hjulpet til at flygte
Kvinden blev senere befriet af nogle familiemedlemmer under en dramatisk aktion i København, hvor det ifølge politiet lykkedes for flugthjælperne at aflede opmærksomheden fra de betjente, der passede på den 46-årige under en fangetransport, og så få hende kørt væk.
Siden har hun været på flugt og har blandt andet været efterlyst internationalt, men meldte sig så selv i begyndelsen af ugen.
"Hun dukkede op på politiet med en advokat, hvorefter hun straks blev anholdt og fremstillet i retten," oplyser Martin Friis fra Nordsjællands Politi. Det er ingen oplysninger om, hvorfor kvinden meldte sig.
Den 46-årige blev ved Retten i Helsingør dømt for tricktyverierne og fangeflugt, men ikke for gaderøveriet.
De personer, der i sin tid hjalp kvinden til at flygte, har modtaget dom for dette i efteråret 2013.