Røver truede med pistol hos guldsmed
En høj, muskuløs røver i 20’erne truede mandag personalet i en guldsmedeforretning, knuste smykke-montre og slap af sted med nogle dyre fingerringe. Nu efterlyser politiet røveren.
Røveriet fandt sted klokken 10.30 i Rødovre Centrum og beskrives som særligt farligt af politiet. Gerningsmanden truede med en pistol.
Han forlod centeret mod øst mod Højnæsvej og blev samlet op af en medgerningsmand med sølvfarvet integralstyrthjelm på en sort knallert/scooter.
Røveren beskrives som mand, 20-25 år gammel, ca. 190 cm høj, muskuløs af bygning med lys hudfarve. Han var iført en mørk jakke med hætte, mørkegrå arbejdsbukser og sorte sko med hvid sål. Han medbragte en sort skuldertaske.
"Har nogen set de to mænd før, under eller efter røveriet, så hører vi meget gerne fra dem," siger politikommissær Hans Christian Tonnesen.