"Han er harmløs"
Børn og forældre i Farum behøver formentlig ikke længere at bekymre sig.
Politiet har nemlig identificeret den mand, der flere gange har kontaktet børn i alderen otte til 12 år i Stavnsholt-området og tilbudt dem slik.
"Vi har talt med manden, og det viser sig, at han har følt sig drillet af nogle børn - blandt andet fordi han halter og ser lidt mistænkelig ud. Han har derfor forsøgt at få kontakt til dem ved at tilbyde dem noget slik, så han kunne fortælle dem, at de skal lade være med at drille ham", fortæller Mogens Mogensen, der er leder af lokal efterforskning hos Nordsjællands Politi.
"Vi har haft en præventiv samtale med han, og han kan godt forstå, at det virker en smule mistænkeligt, det har han gjort, og at børnene er blevet skræmt. Manden er i en situation, hvor han ikke husker så godt, og han har lovet at stoppe med det", siger Mogens Mogensen og tilføjer:
"Jeg opfatter ham som helt harmløs, og der er ikke noget at frygte. Jeg er helt med på, at det er uacceptabelt, det han har gjort, men jeg synes ikke, at man skal frygte ham", siger efterforskningslederen til Furesø Avis.
Hjælp med efterlysningen! Det kan gælde liv eller død
Politiet mener, at manden står bag mindst fem episoder, hvor børn er blevet skræmt af mandens noget besynderlige adfærd. Politiet vil dog ikke afvise, at der også er en anden mand på spil, da man ikke kan kæde manden, som man nu har talt med, sammen med samtlige anmeldelser.
"Vi ved ikke, om det er ham, der står bag alle episoderne. Han har indrømmet, at det er ham, der stå bag i hvert fald fem episoder, men der har været flere episoder, og det undersøger vi selvfølgelig nærmere", fortæller Mogens Mogensen, der nu vil rette henvendelse til Furesø Kommune for at få dem til at orientere skoler og forældre om situationen.