Politiet vil ikke advare trods fem overfald på yngre kvinder
Politiet jagter fortsat gerningsmanden til fem overfald i Præstegårdshaven
Nordsjællands Politi er ikke kommet nærmere en sigtelse i sagen om de fem overfald i Præstegårdshaven i Birkerød, der fandt sted i perioden fra september til november.
Der er nu gået to måneder siden seneste episode. I andre sager har poltiet været hurtigt ude med advarsler om formodede overfaldsmænd, men det har ikke været tilfældet denne gang, forklarer stationsleder ved Nordsjællands Politis Station Syd, Finn Andersen.
"Det gælder om at advare, hvis man oplever en tendens til noget kriminelt. Det er også vores normale politik, men jeg ved ikke, hvorfor det ikke er sket i denne situation," siger han og uddyber:
"Det er jo en balance, hvor meget man skal advare, og hvor meget frygt og utryghed, man skal bringe ind. Hvad der lige har været afgørende, kan være svært at sige, men vi gør det normalt, for vi er enormt afhængige af de oplysninger, som borgerne sidder inde med," fortæller Finn Andersen.
Gerningsmænd og forsvundne danskere efterlyses: Hjælp os her
Stoppet efter beskæring
Kort tid efter det seneste overfald i Præstegårdshaven valgte Rudersdal Kommune at beskære haven, så den blev mere åben. Beskæringen var et led i havens pleje, har kommunens byplanchef, Birgitte Kortegaard, tidligere slået fast i Rudersdal Avis. Men Finn Andersen mener, at den kan have afholdt gerningsmanden fra at begå flere overfald.
"Siden kommunen har beskåret haven, har der ingen anmeldelser været. Når terrænet er mere åbent, bliver man mere synlig, hvis man har tænkt sig at lave de ting, som der har foregået," siger stationslederen.
Finn Andersen oplyser, at Nordsjællands Politi har afhørt flere personer i sagen og nu er i gang med at se, hvad afhøringerne kan føre med sig. Han understreger samtidig, at politiet derfor stadig et interesseret i oplysninger, der kan hjælpe til med at opklare sagen.