Arne Jacobsen stole og PH-lamper stjålet ved to indbrud
Tyve stjal Arne Jacobsen designerstole og PH-lamper ved indbrud i Ebeltoft og Hornslet
To af arkitekten Arne Jacobsens mest kendte stole blev stjålet fra et privat hjem på Strandgårdshøj torsdag formiddag mellem kl. 9.00 og kl. 11.20.
En eller flere gerningsmænd har knust en rude og derefter stjålet Ægget i sort læder samt en tilhørende skammel, samt Svanen i sort læder med en profileret fod.
Fire slags PH lamper stjålet ved Hornslet
Eftertragtede designervarer var også udbyttet, da ukendte gerningsmænd natten til fredag mellem kl. 02.30 og kl. 02.55 brød ind i en privat beboelse på Borupvej uden for Hornslet.
Et vindue blev aflistet, hvorefter der blev stjålet en loftslampe af mærket PH 4 1/2/4 opal, en loftslampe af mærket PH5, to standerlamper af mærket PH80 og en bordlampe af mærket PH4/3.
Desuden blev der stjålet en Apple iPad.