Fortsæt til indhold

Mand med dødsmaske og kniv jagtede dreng der luftede hund

En 16-årig dreng, der var ude og lufte sin hund, blev truet med hobbykniv ved Højvangen

Krimi
Grethe Bo Madsen

En tur med hunden blev en traumatisk oplevelse for en 16-årig dreng fra Skanderborg, der tirsdag 30. december klokken 15.35 blev passet op af en mand i Højvangen og truet med en hobbykniv til at udlevere sine penge.
“Drengen går med sin hund på Grønnedalsvej, da han bliver passet op af en mand, der er maskeret med en Halloween “døds”-maske. Manden truer ham med en gul og sort stanleykniv og siger 'Giv mig dine penge', men da drengen fortæller, at han ikke har nogen penge med, begynder overfaldsmanden at klappe ham på lommerne, og de kommer i klammeri med hinanden,” fortæller leder af Skanderborg Politi, Andreas Bryld Hansen.
Det lykkes den 16-årige at vælte overfaldsmanden omkuld og derefter stikke af.
Gerningsmanden beskrives som 18-20 år, atletisk af bygning og cirka 185 centimeter høj. Foruden masken var han iført en sort hættetrøje og blå jeans.
Lokalpolitiet i Skanderborg vil gerne i kontakt med vidner eller folk, der har kendsskab til, hvem overfaldmanden er. Politiet kan kontaktes på 114.
Hjælp med efterlysningen! Det kan gælde liv eller død