Fortsæt til indhold

Knaldet med 180 togdele

35-årig mand dømt i byretten for hæleri af adskillige dele til modeljernbane

Krimi
Pernille Kristensen

Det var et noget anderledes bytte, som var målet for et indbrud i juli 2013 mod en villa på Rungsted Strandvej. Her blev nemlig stjålet ikke mindre end 180 dele til en modeljernbane.
Forleden stod en 35-årig mand så tiltalt for uagtsomt hæleri ved Retten i Helsingør ved at have modtaget den store mængde skinner, togvogne, signalanlæg og andet modeludstyr.

Erkendte forhold

Manden var også tiltalt for et sommerhusindbrud i Hornbæk i november samme år, hvor der blev stjålet porcelæn og smykker til en værdi af 103.240 kroner.
Den 35-årige mand erkendte ifølge retsbogen begge tiltaleforhold.
Dommeren valgte på baggrund af sagernes omfang og karakter, men også med skelen til et godt indtryk af den tiltaltes personlige forhold at idømme ham 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år.
Den 35-årige skal desuden udføre 40 timers samfundstjeneste.