Hjerneblødning skyld i sammenstød
Det var formentlig en blødning i hjernen, der fik en ældre herre til at køre over i den modsatte vejbane
Det var formentlig en hjerneblødning, der var årsagen til, at en 73-årig mand fra Skanderborg mandag eftermiddag 19. januar kørte over i den modsatte vejbane og her ramte frontalt ind i to modkørende bilister, oplyser leder af Lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen.
Ulykken skete klokken 16.47 på Stilling Landevej, hvor den ældre herre kørte i retning mod Stilling, da han uvist af hvilken grund pludselig svingede til venstre og ramte to modkørende biler ført af henholdsvis en 59-årig mand og en 41-årig mand, begge fra Skanderborg.
Ved sammenstødet skete kun materiel skade. Den 73-årige blev dog efterfølgende kørt til Aarhus Sygehus, hvor han blev opereret for en blødning i hjernen. Hans tilstand er nu stabil.