Politiet arbejder på at klarlægge Egons færden
Fundet død 5 dage efter han forsvandt
Sydøstjyllands Politi fortsætter arbejdet med at klarlægge forløbet omkring den lettere demente 88-årige Egon Andersen, der fredag eftermiddag blev fundet død i et grønt område nær haveforeningen Mølholmsdalen i Vejle. Egon var forsvundet om søndagen fra sin bopæl på plejecentret Betty Sørensen Parken i Mølholm.
“Vi vil gerne klarlægge forløbet og finde ud af så meget som muligt om hans færden,” fortæller politikommissær Finn Ellesgaard Nielsen, leder hundeafdelingen ved Sydøstjyllands Politi.
Politiet søgte i de følgende dage med hunde og helikopter og til tider med hjælp fra hjemmeværnet efter Egon ud fra de vidneudsagn, der løbende kom fra forskellige personer, der mente at have set den ældre mand efter at have hørt om hans forsvinden i pressen og på sociale medier.
Mange har set Egon
“Vi har flere gode vidneforklaringer. Om søndagen er han set ved Bryggen og ved møllen i Vejle. Sent søndag har et vidne set ham ved ådalen i Skibet, og tidligt mandag morgen blev han set ved banegården i Vejle. Senest har vi hørt fra en person, der har set ham tirsdag eftermiddag i Sønderskoven,” oplyser Finn Ellesgaard Nielsen.
I løbet af denne uge skal der være ligsyn, hvilket kan være med til at opklare, hvordan og hvornår Egon døde. Der er ingenting, der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag Egons død.
Fundet af frivillige
Flere vejlensere ledte på egen hånd og i mindre grupper efter Egon rundt omkring i Vejle og omegn.
Torsdag formiddag gik organisation Missing People Denmark ind i eftersøgningen og koordinerede en fælles indsats. De frivillige fortsatte med at lede i fredags, og det var dem, der fredag eftermiddag fandt Egon liggende død i et grønt område.