Kvinde fik børn til at stjæle for sig
Piger på 11 og 12 samlede tyvekoster i butik
Af Peter Friis Autzen
En 35-årig kvinde fra Fredericia blev onsdag anholdt for butikstyveri i Rema 1000 på Vejlevej.
“Hun havde to piger på 11 og 12 år til at løbe rundt og hente varer, som kvinden skjulte i sin taske. Det er en noget speciel form for opdragelse,” siger politikommissær Ole Eckholdt. De sociale myndigheder ser på sagen.
Kvinden fik en bøde for tyverierne. Umiddelbart ser det ikke ud til, at pigerne var kvindens egne døtre, men de sociale myndigheder går nu ind i en undersøgelse af pigernes forhold og vurderer om deres tilværelse er tryg og god.