Fortsæt til indhold

Borgmester anklages for misbrug af kommunale midler

Det vækker vrede og undren i dele af Kommunalbestyrelsen, at Hans Toft (K) bruger en kommunal annonce i Villabyerne til at udsende et politisk signal

Krimi
Af Jesper Bjørn Larsen

Hans Toft gik tirsdag den 6. januar til angreb mod skatteminister Benny Engelbrecht i Villabyernes spalter. Både med en halvsides annonce fra Gentofte Kommune på side 2 og i læserbrevet 'Boligskatter stiger urimeligt' på side 6.
Annonce og læserbrev rummer enslydende budskab: Det bør være staten, der opkræver ejendomsværdiskat og ikke kommunen, for det er staten, der nyder alle fordelene af den. Og det er staten, der alene foretager vurderingen og dermed fastsætter den grundværdi, som er grundlaget for beskatning af alle ejendomme i kommunen.
Men er det i orden at bruge en kommunal annonce, der normalt bruges til at fortælle om lokalplaner eller kommende borgermøder, til at sende et politisk signal?
Nej, siger Poul V. Jensen, Liberal Alliances medlem af Kommunalbestyrelsen:
"Informationen fra Gentofte Kommune er en annonce og ren propaganda uden indhold for grundejerne. Det skal Gentoftes skatteborgere ikke betale for. Derfor må Konservative selv betale for annoncen", lyder hans dom.
Han bakkes op fra uventet kant, nemlig fra Enhedslistens Jeanne Toxværd.
"Det er kommunens penge, som borgmesteren, uden at have drøftet sagen i Kommunalbestyrelsen, vælger at bruge til en annonce for de konservative. Det er misbrug af kommunale midler", siger hun.
Har borgmesteren ikke en pointe i, at det bør være den myndighed, som nyder fordelen, der udskriver skatten?

"Det er sniksnak og populisme, det gider jeg simpelthen ikke gå ind i. Det afgørende er, at det ikke er hele kommunens syn på sagen, han udtrykker. Gentofte Kommune er ikke en ø i Danmark. Vi er en del af Danmark, og vi skal selvfølgelig følge den lovgivning, der er på området".
Borgmesteren får til gengæld støtte fra Det Radikale Venstre.
"Jeg synes, det er glimrende, at Hans Toft gør det, for der har været en fejlagtig opfattelse hos borgerne af, hvem der får gavn af de penge, der bliver opkrævet i ejendomsskatter. Det vil sige, at vores borgere bliver irriterede over, at kommunen sætter skatten op. Men det er en skat, vi går ud og opkræver for staten", siger Marie-Louise Andreassen (R).
Hun mener ikke, borgmesteren burde have indhentet et politisk mandat, før han gik ud med sit budskab.
"Jeg ser det i virkeligheden som, at han laver en oplysningskampagne. Det, der står i annoncen, er af ren oplysende karakter. Hvis ikke der er noget i Styrelsesloven, der er overtrådt – og det kan jeg ikke se, at der er – så har han ikke gjort noget forkert".
Viceborgmester Søren Heisel (S) er også klar med en uforbeholden støtte:
"Da en del borgere spørger os politikere, om vi ikke kan sætte kommuneskatten ned i Gentofte, når nu ejendomsskatten stiger så meget, så synes jeg egentlig, det er fair nok, at borgmesteren oplyser borgerne om, at det ikke er os, der får pengene", siger han.
Mogens Vad (V) går heller ikke en tur i redskabsskuret for at finde riven frem:
"Jeg er enig med borgmesteren i, at vi betaler alt for meget i grundskyld og ejendomsskatter i Gentofte. Hvis det er Christiansborg, der skal udsende regningerne, så vil risikoen være, at de forhøjer grundskyldspromillen. Vi har den laveste promille i Gentofte, og det er jo sikret ved, at det er kommunen, der bestemmer promillen".
Synes du, at det er i orden, at han bruger kommunale midler til at udsende et politisk budskab?

"Det har jeg ikke nogen holdning til. Han er borgmester, og man kan se det sådan, at han er gal på borgernes vegne, fordi de skal betale så meget i grundskyld og ejendomsskat. Og det kan jeg kun give ham ret i".

Poul V. Jensen mener, de konservative selv burde betale for annoncen.