Indbrud endte i voldssag, da den kvindelige beboer kom hjem
Et indbrud i en stuelejlighed Skovparken i Kolding endte tirsdag middag med en voldssag.
"Klokken 12.26 kommer lejlighedens kvindelige beboer hjem til sin lejlighed og opdager, at hoveddøren er brudt op. Hun går ind i lejligheden og får øjenkontakt med en gerningsmand, der står inde i hendes lejlighed", fortæller Carsten Andersen fra Lokalpolitiet i Kolding.
"I lejligheden er der to gerningsmænd. Den ene stikker af fra lejligheden, og forsvinder ud gennem en terrassedør. Den anden gerningsmand løber hen imod kvinden, der stadig står i døråbningen. Da han løber forbi kvinden, giver han hende et skub, ved at presse sin håndrod op i ansigtet på hende. Derefter stikker han af".
Politiet formoder, at de to gerningsmænd flygtede fra stedet i bil, da man fandt friske bremsespor foran kvindens lejlighed.
De to gerningsmænd beskrives som:
A: Mand, 20-25 år, almindelig af bygning, hvid hudfarve. Brunt tøj og brun hue.
B: Mand, 20-25 år, 170-180 centimeter høj, almindelig af bygning, brun i huden med sort hår. Bar sort jakke og sorte bukser.
"Hvis man har set de to gerningsmænd, eller ved hvem de er, så vil vi selvfølgelig gerne høre om det", siger Carsten Andersen fra Lokalpolitiet i Kolding.
Tyvene fik ingen værdier med fra gerningsstedet.