PH lampe, cognac, rom og en pung med kontanter
Mange specielle effekter stjålet ved indbrud i privat beboelse i Hornslet
Af Martin Schultz
En eller flere gerningsmænd fik en lang række tyvekoster med sig, da der natten fra onsdag til torsdag var indbrud i en villa på Rosenholmvej i Hornslet.
Tyvene kom ind i villaen ved at afliste et vindue i en bagdør.
Derefter blev der samlet bredt ind i huset, hvor der blev stjålet en PH ¾ lampe, en sigtekikkert af mærket Swarovski, en håndkikkert af mærket Zeiss, en rejsetaske, et digitalkamera af mærket Sony, et 42” fladskærms TV af mærket Sony, en radio af mærket Pioneer og en 14” bærbar PC af mærket Lenovo.
Desuden blev der stjålet en sort læderpung indeholdende kontanter, en flaske cognac af mærket Renault og en flaske rom.