Fortsæt til indhold

Falske breve fra politiet i omløb

Krimi
Jacob Nielsen

Flere borgere på og omkring Lyngbygårdsvej i Lyngby har de seneste dage modtaget et brev i deres postkasse, hvor Nordsjællands Politi angiveligt skulle være afsender.
I brevet står, at der har været flere hjemmerøverier i nabolaget, og derfor vil politiet have modtagerens hjælp.
Afsenderen ønsker på mail eller telefon at få oplyst navn, telefonnummer og cpr-nummer på modtageren af brevet, hvorefter man angiveligt vil blive kontaktet.
"Disse breve er IKKE fra Nordsjællands Politi, og vi fraråder på det kraftigste, at du tager kontakt til afsenderen. Der sker for tiden en del identitetstyverier, og derfor vil vi generelt advare imod at oplyse sit cpr-nummer til andre. Vi ser alvorligt på sagen og er i gang med at efterforske," siger pressekoordinator, Henrik Suhr, fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.