Fortsæt til indhold

Rumæner knaldet med et læs stjålne danske cykler ved østrigsk grænse

Krimi
Jesper Lundh

Et stort antal stjålne mountainbikes fra Nørresundby ved Aalborg er dukket op ved en grænsekontrol i Passau ved grænsen mellem Tyskland og Østrig.
Cyklerne var stjålet ved et indbrud i en cykelforretning natten mellem den 22. og 23. januar, og allerede den 24. januar var de nået til den østrigske grænse, hvor tysk politi lavede kontrol.
En 28-årig rumænsk mand blev anholdt og er nu udleveret til Udlændingekontrolafdelingen i Padborg. Rumæneren blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg klokken 11.30 i dag. Han er sigtet for tyveri, subsidiært hæleri, oplyser politiet.
Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi ønsker, at grundlovsforhøret afholdes for lukkede døre, da politiet mener, der kan være medgerningsmænd på fri fod.