Fortsæt til indhold

Sådan taler du med dine børn om terror-angrebene

Krimi
Jesper Lundh

Terror, angreb, skyderier. Nyheder og sociale medier flyder i øjeblikket over med ord, der kan virke ekstra skræmmende på børn. Men hvordan er det lige, man taler med sine børn om emnet uden at gøre dem mere bange og uden at fortie for meget?
Børnerådet opfordrer alle forældre til at tale om emnet og giver nogle gode råd til at håndtere situationen:
"Man kan og skal ikke skjule for børn, at der er sket en alvorlig katastrofe i København. Det er i stedet vigtigt at hjælpe børn med at fordøje og bearbejde de indtryk, de får. Det gør man blandt andet ved at lytte til dem og forklare, hvad der er sket. Meldingerne skal være enkle og konkrete og uden for mange detaljer," lyder det fra Børnerådet.
Børn fra 6-årsalderen og et godt stykke ind i skolealderen er typisk dem, der har mest brug for at snakke med voksne om, hvad det er, der foregår.??

Børn har en livlig fantasi, og deres tanker løber let løbsk. Det er vigtigt, at man ikke bagatelliserer børnenes angst ved fx at sige, at de ikke skal tænke på det, der er sket. Myter kan let give anledning til større frygt end fakta. Det er derfor en god idé at stille konkrete spørgsmål til børnenes fantasibilleder og hjælpe dem med at afmystificere de uhyggelige tanker.
Tal sammen om angrebene - hvis børnene selv spørger ?
Nogle børn vil spørge meget til angrebene og konsekvenserne, og de vil være interesserede og bekymrede. Vær åben over for børnenes spørgsmål og svar ærligt på en måde, der er tilpasset barnets alder. Andre børn interesserer sig ikke for angrebene. Man skal derfor have antennerne ude og vurdere behovet for en snak. Pres ikke problemstillinger ned over hovedet på børn. Børn har lov til at være børn.
Berolig dine børn
Børn skal beroliges med, at de ikke er i fare. Forklar børnene, at der er mange voksne, der arbejder på at opklare sagen, og at de gør alt, hvad de kan, for at et sådant angreb ikke finder sted igen. Fortæl også børnene, at der er mange, der hjælper de sårede og deres pårørende.
Se tv-nyheder sammen med børnene
?Helt små børn, der ikke umiddelbart forstår indholdet, skal ikke se nyheder i tv. Lyde, billeder og voksnes egne reaktioner kan virke voldsomt på dem - så lad aldrig tv'et køre. Det er en god ide at se nyheder sammen med dit barn - eventuelt de særligt tilrettede børnenyheder, 'Ultra Nyt'. På den måde kan barnet stille spørgsmål og få opklaret tvivl. Se nyhederne sammen med de større børn, der selv viser interesse. Sæt god tid af, så I også kan tale om, hvad I ser, lyder det fra Børnerådet.